§ 1.1 Nordic Ocean Watch Denmark (herefter “NOW”) er en miljøorganisation som arbejder for at beskytte havmiljøet ved at sætte fokus på omfanget af forurening af verdenshavene og igangsætte handling.
§ 1.2 NOW vil skabe en bæredygtig fremtid, hvor adfærdsændringer i hverdagen og konkrete løsninger sammen med frivillige tiltag, bidrager til til at reducere forureningen af verdenshavene. Enhver kan bidrage til at tage vare på havet, hver handling og hvert valg tæller.
§ 1.3 For at skabe ændringer i adfærden som kommer havet til gode, har NOW tre fokusområder:
Aktivering - NOW arrangerer aktiviteter , hvor alle kan være med til at give tilbage til havet.
Vidensdeling - NOW giver havet en stemme gennem vidensdeling, foredrag og workshops.
Fællesskab - NOW fostrer nye havambassadører
Gennem de tre fokusområder, viser NOW hvordan små justeringer i hverdagen kan gøre en stor forskel for havmiljøet og giver konkrete løsninger gennem koncepter som reduceret forbrug , genanvendelse og genbrug, eksempelvis i form af miljøvenlige genbrugsflasker, indkøbsnet etc.
§ 2 Hjemsted
§ 2.1 Organisationens navn er Nordic Ocean Watch Denmark.
§ 2.2 Organisationen er selvstændig, men stammer fra Norge og er en del af en Nordisk miljøfællesskab.
§ 2.3 Organisationen har hjemsted i København.
§ 3 Medlemmer
§ 3.1 Organisationen er åben for at alle, der er enige i organisationens formål og ønsker at være medlem. Medlemmer kan både være enkeltpersoner, som omtales ordinære medlemmer samt juridiske medlemmer såsom andre , organisationer, virksomheder osv.
§ 3.2 Medlemmer kan ekskluderes, hvis dette bedømmes nødvendigt af generalforsamlingen eller bestyrelsen. Eksklusion kan ske på baggrund af uhensigtsmæssig sprogbrug eller opførsel, eller hvis medlemmet modarbejder organisationens formål.
§ 3.3 Der findes ingen krav om medlemskontingent.
§ 4 Generalforsamling
§ 4.1 Generalforsamlingen er den øverste myndighed i organisationen.
§ 4.2 Ordinær generalforsamling afholdes i København årligt, og skal holdes inden udgangen af marts.
§ 4.3 Varsling af ordinær generalforsamling skal ske minimum 4 uger forinden. Varslingen skal ske skriftlig, men kan være elektronisk.
§ 4.4 Dagsordenen for den ordinære generalforsamling bør indeholde:
Valg af dirigent og referent
Formandens eller bestyrelsens beretning til godkendelse
Fremlægning og godkendelse af regnskab
Valg af, formand, næstformand, kasserer og øvrige bestyrelsesmedlemmer
Diskussion af indkomne forslag
Eventuelt
§ 4.5 Alle medlemmer af organisationen kan deltage i den årlige ordinære generalforsamling. Alle ordinære medlemmer kan stille op til valg og afgive stemme. Juridiske medlemmer kan ikke stille op til valg og besætte en plads i bestyrelsen.
§ 4.6 Navne på kandidater, skal være formanden i hænde senest 14 dage før en ordinær generalforsamling. Hvis der ikke er et tilstrækkeligt antal kandidater til valg inden en ordinær generalforsamling, kan kandidater vælges på selve generalforsamlingsdagen.
§ 4.7 Alle beslutninger på generalforsamlingen træffes ved simpelt flertal af de afgivne stemmer, med mindre andet er bestemt af nærværende vedtægter.
§ 4.8 Bestyrelsen kan indkalde til ekstraordinær generalforsamling i det tilfælde dette vurderes nødvendigt. Retningslinjer for ekstraordinær generalforsamling følger samme retningslinjer som ved ordinær generalforsamling.
§5 Bestyrelsen
§ 5.1 Bestyrelsen bør bestå af 4-6 medlemmer.
§ 5.2 Bestyrelsen vælges for et år af gangen.
§ 5.3 Sammensætningen af bestyrelsen bør tilstræbe en faglig bred sammensætning af kompetencer der er relevante for organisationen.
§ 5.4 Det påhviler et bestyrelsesmedlem skriftligt at orientere den øvrige bestyrelse om bestyrelsesposter og interesser, som bestyrelsesmedlemmet har i virksomheder eller andre organisationer, som har relationer til organisationen og dennes formål.
§ 5.5 Et bestyrelsesmedlem må ikke deltage i behandlingen af et spørgsmål hvori bestyrelsesmedlemmet selv har en interesse, der kan være stridende mod organisationens interesser, herunder f.eks. en aftale med bestyrelsesmedlemmet selv eller med en virksomhed eller organisation som bestyrelsesmedlemmet har en væsentlig interesse i.
§ 6 Ledelse
§ 6.1 Organisationen har en kollektiv ledelsesform som består af bestyrelsen.
§ 7 Tegningsregler
§ 7.1 Organisationen tegnes af formanden for bestyrelsen eller af næstformanden sammen med kassereren.
§ 7.2 Bestyrelsen er ikke personligt ansvarlige for organisationens hæftelser.
§ 8 Regnskab
§ 8.1 Regnskabet følger kalenderåret.
§ 8.2 Regnskabet udarbejdes af kassereren på vegne af bestyrelsen og godkendes på den ordinære generalforsamling i det følgende år. Bemærkninger til årsregnskabet skal fremlægges på generalforsamlingen. Kassereren kontrollerer vedtægter samt anden regulering.
§ 9 Vedtægtsændringer
§ 9.1 Vedtægterne kan ændres på den ordinære generalforsamling. Hvis der foreslås ændringer til vedtægterne bør forslaget inkluderes, når der indkaldes til generalforsamling.
§ 10 Opløsning af organisationen
§ 10.1 I tilfælde af at organisationen nedlægges, vil organisationens formue gå til Nordic Ocean Watch i Norge.
§ 10.2 Beslutningen om nedlæggelse skal vedtages på to på hinanden følgende generalforsamlinger, hvoraf den ene eller begge kan være ekstraordinære generalforsamlinger. Beslutningen træffes af et flertal af organisationens ordinære medlemmer og et flertal i bestyrelsen.
§ 11 Andet
§ 11.1 I situationer hvor der hersker tvivl om fortolkningen af organisationens vedtægter, er det bestyrelsen, som organisationens øverste myndighed mellem generalforsamlingerne, som tolker vedtægterne. Hvis problemstillingen er principiel, kan bestyrelsen bringe denne op på en ordinær eller ekstraordinær generalforsamling.
Vedtægter er vedtaget på den stiftende generalforsamling 11. februar 2019 og er senest opdateret på den årlige generalforsamling 27. januar 2022.