Havets Regnskov - Havgræs og CO2
Vidste du, at ca. en tredjedel af det CO2 der frigives til atmosfæren, faktisk bliver optaget af havet? Hvis ikke der blev optaget noget CO2 af havet, og det hele i stedet ophobede sig i atmosfæren, ville effekterne af klimaforandringerne være meget mere markante på land end de allerede er. Dog har optagelsen af CO2 også negative konsekvenser for det marine miljø. I takt med at der bliver udledt mere CO2, stiger koncentrationen i havet også, hvilket fører til økologiske problemer, som forsuring af havet (dvs. havets ph-værdi falder). Selvom den stigende udledning af CO2 er et problem, som langt fra er løst, findes der nogle naturlige processer, der er med til at bekæmpe det bare en lille smule. En af disse processer er havgræssers fantastiske evne til at optage CO2 fra de omkringliggende vandmasser, og gemme kulstoffet væk i havbunden i en proces der kaldes kulstofbinding.
Faktisk har havgræs en lang række af egenskaber, der gavner os på mange måder, selvom det ikke er noget man ofte hører om. Enge af forskellige arter af havgræs finder man på den bløde havbund ved kystnære områder rundt omkring i hele verden (på nær i Antarktis). Disse planter er de eneste dækfrøede planter (planter der blomstrer), som lever fuldt nedsunket i det marine miljø.
Man hører som sagt måske ikke så ofte om havgræs, selvom de er meget vigtige i mange forskellige økologiske sammenhænge. Havgræsenge kaldes for ’havets regnskove’, og er helt essentielle netop fordi de spiller en kæmpe rolle i forbindelse med bekæmpelsen af klimaforandringer. Disse planter er nemlig ansvarlige for at optage og binde omkring 10% af det CO2 der findes i havet, på trods af kun at udgør omkring 0,2% af havbunden. Havgræsegnene hjælper altså på afbødning af konsekvenserne af klimaforandringer ved at fjerne CO2 fra det omkringliggende miljø via fotosyntese, hvorefter det ’låses fast’ i enten planternes væv eller i den bløde sedimentet under dem. På den måde forhindres CO2 i at ophobe sig frit i havet eller i atmosfæren, og der skabes i stedet store reservoirer i havbunden, som kaldes ’Blue carbon sinks’, hvori det lagres. Lagringen af kulstof i disse reservoirer sker 35 gange hurtigere end i en regnskov, hvilket er årsagen til at havgræs faktisk anses som værende mere effektiv til at fjerne CO2 end regnskovene på land!
Selvom optagelsen af CO2 er en meget vigtig egenskab som havgræs besidder, er det ikke den eneste positive egenskab de har. Planterne hjælper eksempelvis til at danne en form for strukturel stabilitet i miljøet ved at fungere som buffer, der beskytter mod kyst-erosion. Kyst-erosion sker som følge af kraftige bølger, tidevand, strømme eller lignende, der leder til en slags forskydning eller tab af sedimentet eller klipper langs kysten. Ved hjælp af havgræsengenes blade, mindskes bølgernes kræfter og derved reduceres erosionen. Endvidere er engene også vigtige fødesteder for mange organismer, såsom fisk, alger, søkøer og havskildpadder. Derudover er der også mange forskellige fiskearter – heriblandt arter der har kommerciel relevans, som bruger havgræsengene som enten ynglested eller som et sted hvor de kan søge ly fra rovdyr.
Havgræs har dog, som mange andre dyr og planter, en række stressfaktorer som de i stigende grad udsættes for. Disse stressfaktorer skyldes især klimaforandringer, f.eks. at vandstand og temperatur stiger, hvilket bidrager til flere algeopblomstringer og øget vanddybde – to faktorer der mindsker den mængde af sollys der kan trænge ned til havgræsengene. Som mange ved, er sollys essentiel for at planter kan lave fotosyntese og derved vokse. Øget nærings-input fra landbrug og spildevand til kystnære vandområder skaber også ugunstige forhold for planterne, fordi en øget mængde af næring i vandet også kan medføre, at vandet bliver så uklart af alger, at der igen ikke kan trænge nok sollys ned. For at afbøde øget nærings-input til vandmiljøet, gennemførte den danske regering i 1985 ændringer for at reducere produktionen af næringsstoffer fra landbrug og spildevandsanlæg. Disse reguleringer resulterede i en genopretning af ålegræs (en art af havgræs) i 2008, fordi det medvirkede til at vandet blev mere klart. Men fordi disse regler blev ophævet i 2015, er populationen af ålegræs sidenhen desværre begyndt at falde igen. Menneskelig aktiviteter, som turisme (snorkling/dykning), bådtrafik og fisketrawl kan forårsage fysisk skade på havgræsengene og fragmentere engene, eller i værste fald, ødelægge dem fuldstændigt og derved have konsekvenser for de mange organismer, som lever der.
Der er, udover de årsager der allerede er nævnt, endnu en god grund til, at vi skal passe på vores havgræsenge. Havgræs er stort set udbredt over hele kloden, og er billigt og nemt at undersøge. Derfor anvendes disse marine planter ofte i overvågningsprogrammer som en slags biologisk indikator for miljøets status. En biologisk indikator er en levende organisme, der bruges til at screene økosystemets sundhed i et givent miljø. Havgræs har som nævnt en række stressfaktorer, som hvis de udsættes for, ses på blandt andet tætheden af engene og/eller nitrogen-indholdet i bladene. Det vil sige, fordi havgræsser er følsomme over for forstyrrelser i form af øget vandstand, temperaturstigning, nærings-input og lignende, og har en målbar reaktion på disse stressfaktorer, anvendes deres sundhed af overvågningsprogrammerne til, at sige noget om mulige ændringer, der finder sted i miljøet som følge af klimaforandringer eller menneskelig aktiviteter.
Vi ved nu, at havgræs har mange vigtige funktioner for miljø og klima, og at engene er hjem for mange dyrearter, der ovenikøbet har samfundsøkonomisk relevans. Hvis havgræsengene forsvinder som følge af stigende menneskelige aktiviteter, påvirker det altså ikke kun selve økosystemerne, men også fiskeindustrien og dermed millioner af menneskers livsgrundlag.
Hvis havgræsbestandene rundt omkring i verden går tabt, da går essentielle buffer-processer og CO2 reservoirs ligeledes tabt, og det vil potentielt have større negative konsekvenser end man ellers lige ville tro.
