Hvorfor spiser hvaler plastikaffald?
I slutningen af 2019 blev der i Scotland fundet en død kaskelothval (Physeter macrocephalus), på en strand. Obduktion af hvalen afslørede at dens fordøjelsessystem indeholdt 100kg plastik og andet affald. Dette er ikke første gang at store hvaler er blevet fundet døde med maven fuld af affald.
Der findes mange teorier om hvorfor marine dyr spiser plastik, men faktum er at forskere ikke ved særlig meget med sikkerhed om dette. Nogle mener at dyrene spiser plastik fordi det er tilgængeligt og fordi de simpelthen ikke ved bedre.
Men hvad er årsagen så til, at det kun er én type hvaler der dukker op, døde med plastik i maverne, nemlig tandhvaler (underoden Odontoceti) der dykker dybt, så som kaskelothvaler, grindehvaler (Globicephala m) og næbhvaler (Mesoplodon bidens)? Disse hvaler søger føde dybt under havets overflade, helt ned til 500m dybde, hvor det er bælgmørkt. De lokaliserer deres bytte, særlig blæksprutter vha. ekkolokation. Forskere vurderer at det muligt at plastikaffald lyder som deres bytte for tandhvalerne.
Bardehvaler (Mysticeti), så som blåhvaler (Balaenoptera musculus) og pukkelhvaler (Megaptera novaeangliae) har et naturligt filter i form af deres barder, hvor føden transporteres igennem. Dette i kombination med deres fysiologi i halsområdet, gør at de ikke er i stand til at indtage dele større end det kril som udgør hovedbestanddelen af deres diæt. Forskerne mener dog at der er en risiko for, at bardehvalerne indtager små plastikpartikler mellem deres barder.
Der er adskillige årsager til at indtagelse af plastik kan medføre at hvaler dør. Plastik kan blokere for transport af føde fra mave til tarme, hvorved hvalen sulter til døde. Skarpe objekter kan penetrere tarme og andre indre organer, hvilket også kan have fatale konsekvenser for hvalen. Oftest fører indtagelse af plastikaffald dog ikke direkte til hvalens død, men det er en medvirkende årsag til at hvalens iverordnede helbredstilstand, dens såkaldte ”fitness” reduceres, hvilket kan have en negativ effekt på hvalens langsigtede overlevelse.
UNESCO (FN’s organ for uddannelse, forskning og kultur) estimerer at der årligt dør 100.000 marine dyr som følge af plastikforurening af havene.