Har vi som forbrugere en rolle at spille, når Danmark igen åbner og klimakrisen står for døren?

Det er svært at forestille sig, at verdenssamfundet for kun et års tid siden oplevede nogle ret så radikale ændringer i mentaliteten på klima- og miljøområdet. Politikere i den vestlige verden blev tvunget til næsten udelukkende at udtale sig om ét bestemt emne, når de blev interviewet; nemlig klimaforandringer. 

pic 1.jpg

I årtier har forskere, ngo'er, politiske partier og medier, med mere eller mindre succes, forsøgt at få skiftende regeringer og industrier til at tage affære. For en ung svensk pige med et fast blik, lykkedes det på mindre end et år, at nå ud til hele verdenen med sine budskaber om klimaforandringer, og dermed påvirke den politiske dagsorden i mange lande - herunder også Danmark.

Klimakrisen var øverst på dagsordenen for langt størstedelen af partierne ved det danske folketingsvalg i 2019. Alle partier havde nu en plan for klimaet, og valget blev af medierne døbt ”Klimavalget” – et navn valgresultatet understregede rigtigheden i. 

Men under den nuværende pandemi af CoVid-19 ser det ud til, at klimaet og miljøets momentum er ved at gå tabt. Økonomisk opsving og vækst synes nu, at være de største bekymringer hos de fleste partier og energitunge industrier.

pic 2.jpg

Det er derfor essentielt at befolkningen både kræver og driver den bæredygtige udvikling i samfundet. Og selvom det måske kan virke uoverskueligt, at vi som enkeltpersoner skal være ansvarlige for at passe på klima og miljø, så har vi som forbrugere rent faktisk stor indflydelse, når vi skal  vælge mellem de mange tilbud, vi bliver mødt af i dagligdagen. Bruger vi den indflydelse klogt, kan vi påvirke, i hvilken retning samfundet udvikler sig. Især i vores lokalsamfund.

Vi ser et momentum netop nu for den danske befolkning til at skubbe en bæredygtig åbning og udvikling af samfundet efter CoVid-19-nedlukningen. I takt med at virksomheder åbner igen i Danmark, har vi som forbrugere mulighed for omhyggeligt at vælge, hvilke typer af produkter, forretninger og vækst vi efterspørger og støtter økonomisk.

Reduktion i vores private affald, støtte til grønne virksomheder og indkøb hos lokale forretninger og producenter har været store temaer under pandemien. 

Ved at handle hos forretninger og virksomheder der har ægte grønne profiler, og som altså fører an gennem bæredygtige handlinger, f.eks. ansvarligt ressourceforbrug, gør forbrugerne det samtidig meget lettere for andre virksomheder også at vælge den grønne retning. 

pic 3.jpg

Som forbrugere kan vi alle aktivt vælge; at sige nej til engangsplast, at skifte til et grønt elselskab, at spise på caféer og restauranter, der udvikler sig i en klima- og miljøvenlig retning og at vi ikke vil støtte unødig emballering af varer.

Mindre kørsel, færre flyrejser og flere møder afholdt på digitale platforme, er blevet påtvunget os alle under pandemien. Men det er rigtig gode vaner at vedligeholde og videreudvikle, også når det ikke længere er sundhedsfaglige nødvendigheder.  

Dog ser vi også en risiko for, at der vil være et ønske om, at samfundet vender tilbage til "business as usual", og opfordring til øget privatforbrug, for at få gang i økonomien igen. Det vil være en uhensigtsmæssigt strategi på langt sigt, i betragtning af de positive virkninger pandemien har haft på klima og miljø. Ikke fordi forbrug nødvendigvis er dårligt for klima og miljø, men vi skal være bevidste om, hvilken samfundsudvikling vi som forbrugere investerer i. 

Heldigvis har de fleste borgere i Danmark mulighed for at træffe klimavenlige valg. Vores viden er veletableret og alternativer til overforbrug og ikke-bæredygtig produktion øges nærmest dagligt. Det gælder blandt andet indenfor fødevarer, emballering, tøjproduktion, kemi, transport og energi. Efterhånden som flere og flere danske virksomheder og startups omlægger deres produktion til bæredygtige alternativer, udvikler nye produkter, eller søsætter andre miljørigtige initiativer, er det vigtigt, at vi som forbrugere viser vores støtte og stiller krav til de ydelser, vi investerer i. Hvis vi ønsker en bæredygtig samfundsudvikling, må vi alle være villige til at investere i den. Også selvom den ikke nødvendigvis er fejlfri i første omgang.

pic 4 n.PNG

Vi er i en kritisk position som samfund, fordi vores planet er i en endnu mere kritisk position. Chancen for at kickstarte den bæredygtige reformation; ændre vores måde at leve på og begynde at udnytte ressourcerne på vores planet fornuftigt, må ikke blive overskygget af vores trang til at komme tilbage til vores normale hverdag. Vi ønsker alle et genåbnet og velfungerende samfund. Men lad os for vores egen skyld og de fremtidige generationer skyld, gøre det klogt og skabe en ny ”normal”. 

Gennem pandemien har vi mennesker vist vores eminente evne til at stå sammen og tilsidesætte egne behov for fællesskabets skyld. Lad os bringe de erfaringer med os, når vi sammen skal genåbne vores samfund på en klima- og miljøvenlig måde. Det er vores valg - et Klimavalg, om man vil.

pic 5.jpg
 

Billedmateriale: Harrison Moore, Adam Nieścioruk, Laura Mitulla, Charles Etoroma og Markus Spiske, via unsplash.com