Hvad laver en amerikansk dåseskinke på 5000 meters dybde i Stillehavet?

I slutningen af det 18. århundrede blev det for alvor udbredt, at anvende verdenshavene som et sted, man kunne skille sig af med affald - Ude af øje ude af sind.  Radioaktivt affald, krigsmateriel, lægemidler og sågar udtjente krigsskibe blev bevidst dumpet på havbunden.

På trods af internationale konventioner for beskyttelse af verdenshavene mod dumping af affald*, er netop affald i verdenshavene et stigende problem - Det er et ubestrideligt faktum.

Selv i Jordens dybeste have findes affald, og fordi biologiske og kemiske processer forløber langsommere i dybet, kan det tage flere tusinde af år, før visse typer af affald er nedbrudt. 

Indtil nu har omfanget af affald i dybhavet været ukendt, bl.a. på grund manglende teknologi, logistik og udgifter til studier på så store havdybder, men i perioden 2015-2017 undersøgte og kortlagde et hold forskere omfanget af affald i store dele af det centrale og vestlige Stillehav, heriblandt adskillige beskyttede områder. Studiets konklusioner blev offentliggjort i slutningen af maj 2020.

Forskerholdet foretog 188 dyk på dybder fra 150m til 6.000m, og de observerede affald på 17,5% af lokaliteterne. Blandt det observerede affald var objekter af metal, glas, plastik, gummi, tekstil og fiskeudstyr.

Overordnet var størstedelen af det observerede affald tæt på beboede områder ikke umiddelbart en overraskende opdagelse. Mere skræmmende er, at man fandt, særligt fiskeudstyr og plastik, i store fjernt beliggende beskyttede havområder - Faktisk blev 30% af den samlede mængde affald, observeret i beskyttede områder, en opdagelse, der understreger, at selv de mest øde afsides havområder ikke går fri af menneskelig påvirkning.

De lokaliteter mere end 500 km fra beboet land, hvor mest affald blev observeret, var nær undervandsbjerge, hvilket  med stor sandsynlighed skyldes at disse områder er attraktive for fiskeri.

80% af den totale mængde observeret affald var metal, f.eks. konservesdåser, efterfulgt af fiskeudstyr (18%) og plastik (18%). Næsten halvdelen af det observerede plastikaffald var engangsprodukter, såsom plastikposer og plastikkopper

Billede af en amerikansk dåseskinke “Spam“, taget af forskerholdet på 5000m dybde.

De seneste år er det blevet mere og mere populært blandt danskere at tage på langturssejlads i Stillehavsregionen, godt hjulpet på vej af programmer som “Kurs mod fjerne kyster” med familien Beha. Det simple liv på en sejlbåd under fjerne himmelstrøg, hvor man er tæt på havet hele døgnet og underlagt havets nåde og barmhjertighed, er den ultimative følelse af frihed, og en drøm som flere af os hos NOW har udlevet og stadig længes efter dagligt.

Men der følger et ansvar med sejlerlivet, om end man sejler i danske eller polynesiske farvande. 

Mange ting er bare lidt mere besværlige på en sejlbåd end derhjemme, såsom madlavning og opvask. Når man er på langturssejlads, er dåsemad en rigtig god løsning, da det kan holde sig længe uden at være på køl.

Jeg har spist uendeligt mange tunsandwiches i 33 graders varme på dækket af en sejlbåd i Filippinerne. Efterfølgende er det fristende, at smide den tomme tundåse i havet, for en tom tundåse i en skraldepose ved 33 graders varme på en lille sejlbåd; det dufter ikke ligefrem af roser og violer. Det er også besværligt, at man skal til at vaske den af, inden den kommer i skraldeposen, fordi man skal hente opvaskebalje og sæbe under dæk. Man skal desuden forbi en af de andre gaster, der sidder og sover i cockpittet, og så skal der hejses havvand op med en spand, og man sveder tran -  pyyyha det virker helt uoverskueligt - og hvad forskel gør et par  tundåser egentlig i et kæmpestort Stillehav?!? 

Isoleret set gør enkelttilfælde nok ikke den store forskel. - Dét der gør den store forskel er, hvis vi alle sammen tænker; “Hvilken forskel gør netop MINE tundåser, plastikkopper, engangsbestik, plastikposer, ølflasker i havet?” 

Her bliver det lidt sort/hvidt, for enten bidrager man til problemet,  eller man vælger at blive en del af den forandring, som verdenshavene så kraftigt har brug for.

Så gør en forskel, gå foran med et godt eksempel når du sejler, og lad alt dit affald, undtagen madaffald, blive ombord indtil I er i havn - Det er bare én af måderne til at undgå dåseskinke på bunden af Stillehavet, eller torskerogn på bunden af Kattegat for den sags skyld.

God vind derude!  

* I 1975  trådte London Konventionen i kraft (Convention on the Prevention of Marine Pollution by Dumping of Wastes and Other Matter) med det formål at beskytte verdenshavene fra menneskelige aktiviteter, såsom dumping af affald. Videre  trådte den Internationale konvention for forebyggelse af dumping af affald fra skibe i kraft i 1988 (the International Convention for the Prevention of Pollution from Ships, MARPOL, Annex V Prevention of Pollution by Garbage from Ships).