For mere end et halvt århundrede siden, nærmere bestemt 1953, før man overhovedet overvejede muligheden for, at det kunne have negative konsekvenser, at udlede kemikalier og giftaffald direkte i havet, flyttede en lille kemifabrik fra Måløv, tæt ved København, til det relativt mennesketomme Harboøre Tange på kanten af Vesterhavet.
Kemifabrikken, kaldet Cheminova, producerede sprøjtegifte til landbruget, og det var ikke hensigtsmæssigt at have sådan en type produktion så tæt på et tætbefolket område som hovedstaden, blandt andet på grund af den stank det medførte.
Den nye fabrik blev modtaget positivt i det fattige fiskersamfund på Vestkysten, for den nye fabrik bragte tilflyttere og vækst i forretningslivet med sig.
Cirka tre år efter Cheminova var kommet til, skete der noget for en lokal fisker, som kom til at ændre hans liv på godt og ondt for altid - og gjorde ham til en legende.
Aage Hansen vidste intet om kemikalier eller forurening, men en sommerdag i 1956 stod han og så ud over Vesterhavet, som han havde gjort så mange tusindvis af gange før - men dét der mødte hans blik, var ikke det smukke klare vand som han kendte så godt, det var et gult og ildelugtende hav der kom hans blik i møde.
Med så uhyrligt et syn var ingen kandidatgrad i hverken kemi eller havbiologi nødvendig! Aage kunne lynhurtigt drage den konklusion, at i sådan et hav kan intet levende trives, og at det med overhængende sandsynlighed skyldtes Vestkystens nye tilflytter: Cheminova.
Aage havde ellers ligesom resten af byen, været positivt stemt overfor den nye fabrik, der kunne give arbejde til udtjente fiskere og generelt bare få gang i hjulene i det fattige fiskersamfund, men som han selv har sagt i et interview efterfølgende, så “vidste vi jo ikke hvad kemikalier var”, og hvad de kunne gøre af skade - Indtil den Augustdag i 1956.
Fra 1953 pumpede Cheminova urenset spildevand direkte ud i Vesterhavet, og i løbet af 1950’erne og 60’erne deponerede Cheminova 3000 tons giftaffald direkte i klitterne. Affaldet blev transporteret fra fabrikken i tankvogne og pumpet direkte ud i klitgryderne. Det mest kendte klitdepot er Høfde 42.
Udsigt over Høfde 42 med Cheminova i baggrunden på Rønland.
Men altså, hvor giftigt var det affald og spildevand egentligt? Der findes en gammel lydoptagelse med en tidligere ansat kemiker fra Cheminova, hvor han fortæller om en oplevelse han havde med en elektriker der lavede noget arbejde på fabrikken. Denne lydoptagelse besvarer bedre det spørgsmål, end hundrede kemirapporter og -afhandlinger ville være i stand til. Elektrikeren havde nemlig tabt en skruetrækker ned i et bassin med spildevand, og “det rustfri stål forsvandt som sukker i vand”!
De insektmidler der blev produceret på Cheminova var nervegifte kaldet parathioner (f.eks. Ethyl Parathion), og blot 10 gram er så giftigt, at det kan dræbe en voksen mand. Hvis ikke det lyder slemt nok, så er affaldsprodukterne fra produktionen af parathioner endnu mere giftigt end selve slutproduktet.
Høfde 42 med Vesterhavet i baggrunden.
Græsrødder og miljøaktivisme fandtes ikke rigtigt i Danmark dengang i 1950’erne, Aage tog derfor kampen op ene mand. Han begyndte at stille spørgsmål til Cheminova og Staten - for ikke nok med at den danske stat havde givet Cheminova tilladelse til at deponere giftaffald direkte i klitterne, så anvendte Landbrugsstyrelsen også området ved Harboøre Tange til deres eget giftaffald.
I dag ville de fleste borgere nok anse en mand som Aage for at være en lokal helt, der kæmper i den gode sags tjeneste, men tiden var en anden dengang og industriel fremdrift var lig med et samfund i vækst. Derfor kæmpede Aage i mange år kampen alene, og blev også lagt for had af mange borgere i lokalsamfundet, fordi han kæmpede mod den fabrik, der havde bragt vækst og fremgang til byen, ja som byen faktisk var blevet afhængig af. Selv flere af hans venner, vendte ham ryggen.
Det var uforståeligt for Aage, at han åbenbart var den eneste i lokalsamfundet, som kunne se de fatale konsekvenser kemikalieudledningen og deponeringen fra Cheminova havde på havet, for som han sagde “fuglene døde, fiskene døde, og der lugtede simpelthen af død!”
Men Aage fortsatte, og en skæbnesvanger dag i 1962 havde han en oplevelse som intensiverede han kamp yderligere. Ved Vestkysten siger man at mågerne synger, men den dag skreg de. En hel koloni af måger var nemlig blevet forgiftet af affald fra Cheminova, og Aage påtog sig at aflive de syge måger - han gik blandt fuglene i kolonien og satte en stopper for deres lidelser med en pind. Efterfølgende gik han ned på sin fiskekutter Sally og græd. Nu var det nok!
Aage satte sig for at indsamle hver en mistænkelig død fisk han fandt og frøs den ned. Med jævne mellemrum sendte han så fiskene til myndighederne i København - Der var bare ingen der rigtigt undersøgte de indsendte fisk, så det gav ikke den opvågning hos myndighederne, Aage nok havde forventet og håbet på - med rette.
Årene gik og Aage kæmpede videre, han fik lidt opbakning fra bl.a. østersfiskere, som også kunne se, at der var noget som ikke var som det skulle være. I mange år følte han sig som en jaget mand, og han blev endda på et tidspunkt bedt om, af sine fiskerkollegaer og Fiskeriforeningen, at holde sin mund, fordi fiskerne var bange for, at den opmærksomhed Aage prøvede at skabe omkring Cheminova ville påvirke deres salg af fisk, for “fisk og kemikalier er ikke to ord folk har lyst til at høre i samme sætning”.
Tønder med kemikalieaffald klar til forsendelse til Kommune Kemi.
I 1981 fik Høfde 42 slemme skader som følge af en storm, og det førte til massiv forurening med kviksølv, 14 km ned af kysten og ind i Limfjorden. Depotet blev repareret, men kun en lappeløsning, og så gik hverdagen videre, for alle andre end Aage og de miljøaktivister og eksperter, som var begyndt at bakke ham op. Samme år kunne Politiken offentliggøre at der var fundet kviksølv i fisk fra området. En gruppe biologistuderende ved Aarhus Universitet sluttede sig også til Aage, de dannede nemlig Cheminova-gruppen og satte sig for at lave grundige undersøgelser af forureningens omfang.
I 1992 opnåede Aage en stor sejr. Sammen med Cheminova-gruppen lykkedes det ham, at få stoppet Cheminovas deponering og udledning af urenset spildevand til Vesterhavet og fjorden. Efter denne sejr stoppede Aage sin 40 år lange kamp.
I 1995 blev Aage anerkendt for sit hårde arbejde af Det Danske Kongehus, da han blev tildelt et Ridderkors for sin indsats for miljøet.
I 2000 skabte endnu en storm problemer ved Høfde 42 og historien gentog sig selv med giftudslip fra det gamle depot, efterfulgt af lappeløsninger, på trods af opråb fra miljøorganisationer.
Udsivning af kemiske stoffer til det fredede område Knopper Eng nær Cheminova.
Aage gik bort i 2008, 83 år gammel. Aages søn Bjarne voksede op med sin fars kamp mod Cheminova, og på trods af råd om det modsatte, genoptog Bjarne sin fars kamp i 2010 - han ville have fjernet de mange tusinde tons deponeret kemiaffald som stadig lå på Harboøre Tange og sivede ud i Limfjorden og Vesterhavet.
I 2020 kom forløsningen endelig. På Finansloven for 2021 afsatte Folketinget nemlig 2,7 milliarder kroner over de næste 12 år til oprydning efter såkaldte “generationsforureninger”, som er betegnelsen for dét der bl.a. er sket ved Høfde 42. Beløbet fordeles på 10 steder med generationsforurening i Danmark, og er en kæmpe sejr for den danske natur.
Bjarne Hansen, søn af Rav Aage.
Rav Aage var kendt for flere sigende citater vedrørende hans kamp mod Cheminovas forurening af Vesterhavet, men særligt ét har gjort indtryk på en moderne havaktivist som mig: “Alt har en pris, og den pris har jeg i sinde at betale, for jeg kan simpelthen ikke leve med at de skal svine hele Harboøre Tange til - så lad det koste hvad det koste vil!”.
Rav Aage er og bliver den ultimative inspirationskilde når det handler om at beskytte havet og give havet en stemme - det gjorde Aage nemlig uafbrudt i 40 år, for som han sagde: “Man er ikke en taber før man giver op”.
Aage Hansen, 1924 - 2008